Pussy Riot i D2

Sjekk ut D2 i dag, for min coversak om Nadezjda «Nadya» Tolokonnikova og Maria «Masha» Aljokhina, best kjent som Pussy Riot. Saken er også tilgjengelig bak betalingsmuren, du får dagspass for 35 kroner.

De to har nå satt seg et nytt og stort mål: De skal gjennom organisasjonen Zona Prava jobbe for å bedre kårene til Russlands kvinnelige fengselfanger, og i mai skal de besøke Oslo, Lillehammer og Bergen for å vise dokumentarfilmen Pussy Vs Putin og møte publikum.

Bonus på bloggen: intervju med kritiker og forfatter Susanne Christensen, som benyttet mine spørsmål til å sette fart i tenkningen rundt sitt eget kommende bokprosjekt, som dreier seg rundt Pussy Riots performance i Frelseren Kristus-katedralen i Moskva i 2012.

PR

ØH: Du jobber med en bok om Pussy Riot, stemmer ikke det? Når kommer den i så fall ut, og hva skal den hete?

SC: Jeg skriver på en bog som skal indeholde nogle researchbaserede litterære essays som blant annet tager udgangspunkt i Pussy Riots performance Punk Prayer i Frelserkirken i Moskva 21. februar 2012. Det er altså ikke en bog om Pussy Riot som sådan, den er allerede udkommet og er skrevet af rette person til jobbet, Masha Gessen.

Jeg er interesseret i Pussy Riot-pigerne, men ikke i den personlighedskult som har dannet sig omkring dem. Dette er en typisk vestlig reaktion. Mit fokus er konteksten for deres performance, som er russisk samfund og historie, og specielt forudsætningerne for punk- eller protestkulturer med feministiske fortegn. Jeg er også optaget af de forskellige politiske partier, kirker og samfundsgrupper som modarbejder oprørstendenserne: Putinister, ortodokse præster, kosakker og så videre.

Dette er del af en nationalistisk genrejsning af sand russisk identitet, og det er en bevægelse med stærkt konservative (jeg vil undgå at kalde dem «fascistiske») impulser. Pussy Riot er ikke «figureheads of a movement» som det lød i en podcast på Pitchfork, de har ringe opslutning i deres eget land, men der er alligevel sket noget: Der findes for eksempel et netværk som kalder sig Moscow Feminist Group, og folk jeg har talt med derfra siger at feminisme kan godtages som en position i en debat nu, før vendte folk det døve øre til og antog dig for at være gal.

Vi opfatter feminisme som en selvsagt vestlig værdi, og det er netop de selvsagte vestlige værdier man ikke godtager i Rusland. Lyset skinner tilbage på mig selv som er vokset op i 80s under den kolde krig; min første politiske angst havde dette mantra: Russerne kommer! De har atombomber! Jeg er vokset op med ørerne fulde af vestlig propaganda. Angst var et våben i den kolde krig, og denne angst har formet mig, og den sættes voldsomt på prøve når jeg skal forsøge at sætte mig ind i Rusland. Det er som at rejse gennem spejlet, der er ingen selvsagt konsensus i samtalerne med russere, selv de som kæmper i den gode (det vil sige vestlige) sags tjeneste: LGBT-netværk, punkaktivister, journalister, poeter, kunstnere. Min nuværende arbejdstitel er En punkbøn og andre tekster eftersom jeg også har været i Amerika og interviewe musikere og aktivister som var del af en lignende feministisk græsrodsbevægelse, riot grrrl-bevægelsen i de tidlige 90s. Jeg håber at bogen er klar for udgivelse våren 2015.

ØH: Befinner den mest spennende historien om Pussy Riot seg nå i fortida eller framtida? Tror du de vil fortsette med blanding av punk, politisk aktivisme og performancekunst som gjorde dem kjent?

SC: Den mest spændende historie er de forhold som Pussy Riot har fået os engagerede i via deres performance og den absurde retssag og urimelige straf som var konsekvenserne. Det er typisk vestligt at danne en personlighedskult i stedet for at følge Pussy Riots pegefingre all the way og se hvilke forhold de faktisk peger på. Historien om Pussy Riot er ultimativt en historie om vestligt selvbedrag og den betonagtige selvsagthed omkring vestlige værdier som hele verden må acceptere, mere eller mindre at gunpoint.

Nadya og Maria forsøger at udnytte den ekstreme opmærksomhed som vesten tildeler dem, men når de tager balaclavas på nu og pønker ud på gaden i Sochi har de kulørte masker skiftet betydning. De kan aldrig gå tilbage til at være anonyme aktivister, når de tager masker på spiller de snarere på genkendeligheden i vestlige medier og de nye muligheder som dermed åbner sig. De er i et vestligt game nu, og forsøger at snakke politik, men de får meget crap fra os som tror de er kattekillinger eller en slags tegneseriefigurer som kan konsumeres. Konsum og persolighedskult er alt vi har at byde dem.

ØH: Nadezjda Tolokonnikova og Maria Aljokhina prioriterer nå arbeidet med Zona Prava, tror du det prosjektet vil ha samme gjennomslagskraft som Pussy Riot?

SC: Mit sortsyn siger desværre nej. Punk Prayer var en helt unik performance, uanset hvor kort den var, havde den ekstrem gennemslagskraft og blev bekræftet af den absurde retssag og den urimelige straf som blev konsekvensen. Alt dette danner et unikt og kulørt narrativ som må inkluderes som en slags kronjuvel i punkens og performancekunstens hovedsagligt vestlige historie.

Zona Prava og mange andre gode projekter som er igang, Moscow Feminist Group og meget andet, kommer ikke til at udløse samme eksplosion i det visuelle felt og tiltrække sig samme grad af opmærksomhed. Alt dette er en historie om vestlig sensibilitet og underholdningstrang. En lille del af det handler om et oprigtigt politisk engagement, så jeg tror de kommer til at fortsætte med at gøre alt de kan med den opmærksomhed som har samlet sig omkring dem, men opmærksomheden kommer til at aftage eller forandre karakter. Jeg har imidlertid tro på at seriøse politiske aktivister verden rundt kommer til at blive ved med at lytte til Nadya og Maria og de folk som kæmper samme sag i Rusland.’

ØH: Og kan fraksjoneringen av Pussy Riot gi oss flere slagferdige grupperinger, eller går prosjektet i oppløsning? Pussy Riot oppsto vel i sin tid som følge av fraksjonering i kunstgruppa Voina?

SC: Du synes at spørge mig om jeg tror det bliver uaktuelt («uhipt») for mennesker i Rusland at ønske sig at få lov at lave samfundskritisk kunst og indgå i hvilke som helst slags seksuelle relationer som de nu måtte ønske sig [journ.komm.: Jeg prøvde vel egentlig bare å spørre om framtida til Pussy Riot].

Jeg er ikke så bekymret for Pussy Riot, de har skabt mange niveauer af opmærksomhed, noget af dette er typisk vestlig fluff; en slags vestlig måde at drømme og skabe stjerner. En anden del er reel og handler om aktivistisk indstillede individer verden rundt som ikke kommer til at slippe Pussy Riot og de sager og den urovækkende udvikling mod en konform og aggressiv nationalisme som de har peget på, og som også foregår overalt i Europa. Historien om Pussy Riot er ikke fortalt før den også kommer til at omhandle vestligt selvbedrag og vores manglende evne til at fokusere på de samme problemer som også findes i vores egen baghave.

 

Advertisements

Én kommentar

  1. […] Plot/Oslo er en gratis kunstklubb for unge folk mellom 15-25, og er et samarbeid mellom Astrup Fearnley Museet, Kunstnernes Hus og Museet for samtidskunst. De møtes et par ganger i måneden for å se, lære, og snakke om kunst, møte kunstnere, gå på omvising, diskutere og observere. Lørdag klokken 13.00 skal Plot/Oslo se kunstneren Jennie Hagevik Bringaker gjøre preformance på Museet for Samtidskunst, og møte henne eksklusivt etterpå. Programmet for våren er nå også klart, og medlemmene får til og med møte selveste Pussy Riot! Can’t wait! Les intervju med kunstnerne i dagens D2, eller dette. […]

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s

%d bloggers like this: